Kirkens tolv store marmorfigurer forestiller apostlene: Peter, Andreas, Jakob den Ældre, Johannes, Philip, Bartholomæus, Thomas, Matthæus, Jakob den Yngre, Judas Thaddæus, Simon og Paulus.

Biblens tekst

”Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse. Navnene på de tolv apostle er. Først Simon kaldet Peter, så hans bror Andreas, og Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes, Filip og Bartholomæus, Thomas og tolderen Matthæus, Jakob, Alpæus’ søn og Thaddæus, Simon Kana’anæer og Judas Iskariot, han som forrådte ham”. Matthæus 10,1-4 Derpå får de befaling om at gå ud og prædike for jøderne.

Historien

Jesus havde mange disciple omkring sig, men det var disse tolv han specielt kaldte til sig, og det var dem, der fulgte ham frem til korsfæstelsen. Efter Jesu død og opstandelse var det også dem, han mødtes med og dem, der var vidner til hans himmelfart, dog med undtagelse af Judas Iskariot, som forrådte ham til de romerske soldater, og som i sin skam over det, senere begik selvmord.

I stedet for Judas Iskariot trak apostlene lod mellem to andre, og det faldt ud til fordel for Mathias, der trådte ind i gruppen, så de igen var tolv, for tallet tolv er symbolsk, svarende til Israels tolv stammer: ”Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødsel, når Menneskesønnen tager sæde på sin herlighed trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer”. Matthæus 19,28.

Da apostlene samledes i Jerusalem, ti dage efter Jesu himmelfart, blev de ramt af en kraftig vind, efterfulgt af tunger af ild, der satte sig på hver af dem. Det var ikke en fortærende ild, men Helligånden, der fyldte dem, så de kunne tale alle sprog.  Med de nye evner kunne apostlene rejse rundt til alle folk og fortælle om Jesus, Guds søn, der var kommet med den nye pagt mellem menneskene og Gud, nemlig frelsen til det evige liv.

Når apostlene afbilledes er Mathias sjældent med, men Paulus træder oftest ind i rækken i stedet. Jvnf. Paulus.

Hvorfra kender man til apostlenes liv?

 I Det nye Testamentes fire Evangelier hører man om, hvordan apostlene blev kaldet til at følge Jesus og om deres dage sammen med ham.  I Apostlenes Gerninger og brevene til de nye kristne menigheder, fortælles lidt mere af de tolv mænds historie og deres arbejde med at prædike for både jøder og hedninge. De fleste historier er dog af det, der kaldes legendestof, der er opstået og digtet gennem mange år i både lokale traditioner og fælles arvegods. Den mest generelle og udbredte samling er ’Legenda aurera’, ’Den gyldne Legende’, der er sammenfattet af mange mundtlige og skriftlige overleveringer af Jacobus de Voragine omkring 1260.  Både prædikanter og kunstnere hentede inspiration i legenden.

Flere af apostlene blev henrettet og led martyrdøden på grund af deres tro, og de bliver derfor ofte fremstillet med de redskaber, der blev brugt ved henrettelsen.

Bestillingen  

Bygningskommisionen, der havde ansvaret for genopførelse af Vor Frue Kirke efter bombardementet i 1807, ønskede en udsmykning med tolv apostelfigurer til kirken. Den unge billedhugger H.E. Freund fik bestillingen, men samtidig spurgte man også landets mest berømte billedhugger, Bertel Thorvaldsen, der boede og arbejdede i Rom, om det samme! I den anledning rejste Thorvaldsen til København i 1819-20, og her blev man enige om, at opgaven nu lå hos ham: tolv apostelfigurer og nogle relieffer til Vor Frue Kirke og en Kristusfigur til kirken ved Christiansborg Slot.

Da Vor Frue kirke blev indviet i 1829, var alle figurerne (også Kristusfiguren) stillet op, men kun i gips. Længe tænkte man, at det skulle forblive sådan, for det var dyrt at hugge dem i marmor. Men heldigvis fandt man penge til det, og i 1848 var alle skulpturerne i marmor på plads. Kristusfiguren blev også endeligt bestemt til Vor Frue Kirke og kom aldrig til Slotskirken.

Bertel Thorvaldsen har lavet skitser på papir samt større og mindre skitser i ler, men han har ikke selv udført det hårde arbejde med at hugge figurerne i marmor. Det gjorde hans mange medarbejdere.

Nicherne

Kirkens arkitekt, C.F. Hansen, havde planlagt, at de tolv figurer skulle stå i hver deres niche i kirkens brede murpiller. Han må være blevet meget overrasket, da gipsskulpturerne kom hertil fra Rom – og var for store! Det blev kort overvejet at hugge nicherne større, men kongen godkendte at nicherne blev tilmuret og apostlene blev stillet på marmorsokler foran murpillerne.

Det er lidt uklart hvad, der gik galt, men der er nok tale om to kunstneres forskellige opfattelser af skulpturens og arkitekturens forhold til hinanden. Det hedder sig, at Thorvaldsen ikke ønskede, at hans figurer skulle stå i ”skilderhuse”, men de er faktisk ikke større end at de godt kunne have været i nicherne, og blot have fyldt dem meget ud.

Thorvaldsen gjorde intet for at dokumentere, om der var opgivet forkerte mål, men skrev meget selvbevidst at ”det fornøier mig, at denne Forandring er nu blevet nødvendig”, og når man ser, hvor detaljeret og levende skulpturerne er lavet bagtil, får man let den tanke, at han aldrig har tænkt sig, at de skulle stå tilbagetrukket i en murniche.  C.F. Hansen indså åbenbart også fordelen ved, at apostlene stod fri af muren. Det virker ikke som om, at han kæmpede særligt meget for sin sag, han skrev endda senere til Thorvaldsen:”.. Jeg vilde ønske at De saa hvilken herlig Virkning Deres Apostler giør, og hvor smertelig er det ikke for mig at ieg ey tør haabe at see disse (i det mindste nogle af dem) i Marmor, forinden ieg forlader denne Verden,.. ”.

Fejltagelsen bliver en lille morsom tvist mellem C.F. Hansen og Thorvaldsen. Da det er på tale at lave skulpturer til kirkens facade spørger Thorvaldsen en ekstra gang til målene og senere sender Hansen et eksempel både på måleenheden en dansk fod og en romersk fod.

Af Susanne Torgard