Sognepræst Stine Munch opretter nu et hold med 6 teologistuderende, hvor hun vil tilbyde dem at træne - og få blik for - egen åndelige kristne praksis, forud for at de står i præsteembedet med alt hvad det indebærer. Et sted at øse fra, når der skal gives til andre – så man undgår udbrændthed, omsorgstræthed og stress.

Der er plads til 6 studerende i gruppen. Vi mødes første gang tirsdag d. 17. juni kl. 19-21 på Frederiksborggade 41, 2, 1360 København K. 
Tilmelding til: Stine Munch, Sognepræst, E-mail: stm@km.dk

Da jeg blev præst for mange år siden, var jeg ganske uforberedt på det åndelige arbejde jeg stod overfor. Jeg kom til en menighed af erfarne kristne som levede med bøn, bibellæsning og kirkegang som en helt naturlig og integreret del af livet. Naturligt var det derfor også at kalde på præsten ved f.eks dødslejer og sygebesøg og livskriser i det hele taget.

Jeg må indrømme, at jeg i de sammenhænge ikke stod ret stærkt – selv med en hæderlig teologisk embedseksamen – for den akademiske disciplin og det mere åndelige præstekald er jo to forskellige ting.

Men hvad enten vi bryder os om det eller ej, så formodes præster at have et bønsliv, og vi formodes at leve med bibelen.  Og det er også nødvendigt at vi gør det – således, at vi har et sted at øse fra, når vi skal give til andre – og selv undgå udbrændthed, omsorgstræthed og stress.

Derfor vil jeg gerne tilbyde at hjælpe teologistuderende med at træne; få øje for, en åndelig kristen praksis – inden man står i det første præsteembede med alt hvad det kræver.

Åndelig vejledning er en gammel kristen praksis. I kristen åndelig vejledning tages der udgangspunkt i din hverdag og i dine egne erfaringer og spørger: Hvordan giver Gud sig til kende i lige netop dit liv? Hvor sætter Gud spor i din hverdag?

Den type åndelig vejledning, som jeg er inspireret af, kaldes ignatiansk åndelig vejledning. Ignatiansk åndelig vejledning er kendetegnet ved at se og finde Gud i alt. Samtidig er den kendt for at tage udgangspunkt i den enkeltes egne erfaringer og i livet, sådan som det rent faktisk er. 

Vi mødes i præsteboligen hos mig og det er meningen, at vi kan opbygge et fortroligt fællesskab, hvor vi på skift deler vores tanker om troen. Det giver både lettelse og inspiration at opleve, at andre også kan gå og kæmpe med Gud. Eller kan glæde sig over en oplevelse, man føler, kommer fra Gud. Normalt deler vi ikke ud af vores åndelige tanker, men når vi gør det, giver vi noget værdifuldt fra os. Det er både sart og fint, og noget, vi skal være varsomme med og respektfulde overfor. Der er derfor, og naturligvis, tavshedspligt i gruppen.