Trekantgavl med tolv fritstående skulpturer i bronze over kirkens søjleportal

Figur

Figurgruppen omkring Johannes Døberen er fremstillet så de repræsenterer så bredt et udsnit af befolkningen, som muligt. Der er unge og gamle, mænd, kvinder og børn, der er hyrde, farisæer og skriftklog. De er skildret som aktivt lyttende, selvom nogle måske ser lidt undrende ud.

Historie

Alle evangelierne fortæller næsten enslydende om Johannes Døberen: ”som der står skrevet hos profeten Esajas. Se jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne. – således trådte Johannes Døberen frem i ørkenen og prædikede omvendelseshåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet og han levede af græshopper og vildhonning. Og han prædikede: ”efter mig kommer han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd.” Mark.1,1-8.

Fakta

Ud mod Nørregade har kirkens arkitekt, C.F. Hansen, formet kirkens indgangsparti som en græsk tempelfront med søjler og stor trekantgavl, og til sådan en hører en skulpturgruppe. Bertel Thorvaldsen brugte sin erfaring fra restaureringen af en original tempelgavl fra Aginatemplet, da han skabte figurgruppen omkring Johannes Døberen.

Opgaven blev aftalt i november 1819 og var færdig allerede i oktober 1822. Først i 1838 blev den opstillet i brændt ler. Dette materiale holdt kun dårligt, og i 1878 blev figurerne hugget i marmor og gruppen genopstillet. Endeligt, i 1928, blev hele gruppen støbt i bronze.