Udgivet tir d. 28. jul 2020, kl. 15:33
Der er ingen lidelse, blod og ydmygelse i Thorvaldsens pragtudsmykning af Vor Frue Kirke

Af Susanne Torgard

Når man først bliver bevidst om det, er det tydeligt: Der er ingen lidelse, blod og ydmygelse i Bertel Thorvaldsens pragtudsmykning af Vor Frue Kirke. Ingen guddom, der hænger ydmyget på et kors; ingen forpint Frelser i en hob af spottere og bødler; ingen segnende moder med sin døde søn i favnen. Selv på relieffet, hvor Jesus bærer sit kors på vejen mod Golgatha, ser man ham kraftfuld og oprejst, ikke forslået og forpint. De eneste pletter af rødt i kirken kommer fra kongelogens, prædikestolens og alterets velour, hvor selv en tolkning af alteret som en grav, lader det forblive ganske ublodigt.

Over alteret står en statue af den opstandne Kristus, endda i overmenneskelig størrelse; langs væggene i kirken står statuer af de apostle, der fulgte ham og udbredte budskabet om ham som Guds søn; Verdens lys; ham, der blev korsfæstet, men opstod på 3. dagen. Det eneste ydre tegn på apostlenes dramatiske liv og død er det sværd, den økse eller det kors, de holder, men der er ikke blod, flået hud og forvredne kroppe. Vor Frue Kirke er kun fyldt med lys, liv og opstandelse.

LÆS OGSÅ: En ny begyndelse

Krucifikset, korset med den døde eller døende Jesus, er ellers et centralt billede i kirker overalt. Gennem sin ungdom i København kunne Bertel Thorvaldsen møde pietismens forkærlighed for Jesu passionshistorie. ’Jesu bøn i Getsemane have’ og ’Jesus på korset’ er motiver med stærk appel, og da Thorvaldsen kom til Rom, mødte han et næsten grænseløst udbud af kristen kunst, hvor der ofte var fokus på Jesu lidelse for det syndige menneskes frelses skyld. Påskens blodige hændelser kunne han opleve hele året i kirkernes malerier og skulpturer og i helligdagene med optog og evige gentagelse af korsbæring, korsfæstelse og påskemorgens mirakel: Opstandelse.

Men tiden omkring 1800 var en brydnings- tid, og som kunstner gik Thorvaldsen en ny vej – eller måske rettere en gammel vej, der førte væk fra den voldsomme, menneskefyldte, fortolkende barok. Han gik tilbage mod den ægyptiske og den tidlige græske form, med en forkærlighed for skulpturernes frontalitet og for det frie rum, der altid er om dem, og som de behersker. Han gik tilbage til en enkelhed, hvor fortællingen ligger i figuren selv og ikke i en række bifigurer. Udover tidens fascination af antikkens skulpturer, opstod en stor fornyet interesse for blandt andre Rafaels religiøse malerier. Og Thorvaldsen kendte udmærket den tyske kunstnergruppe Lukasbrødrene, hvis store vision var at skildre den sandhed, der findes i Gud, ved at indfange indlevelse, ømhed og erfaret kærlighed i motivet på lærredet. 

Bestillingen af skulpturer til Vor Frue Kirke i København lød blandt andet på en Kristusfigur, uden nogen nærmere detaljering af form og indhold, og Thorvaldsen var udfordret. Statuen, han skulle lave, var ikke en lille figur eller et portræt, der skulle fungere i en intimsfære med få beskuere. Kristusstatuen skulle forholde sig til arkitekturen i det allerede definerede kirkerum, og den skulle fungere for mange beskuere, for hele menigheden, og samtidig formidle et nærvær for den enkelte

Forholdet til selve arkitekturen var ikke et problem. Kirkens arkitekt C.F. Hansen var, ligesom Thorvaldsen, opslugt af antikken, og han havde vel allerhelst opført et græsk tempel. Måske havde de to kunstnere lidt divergerende opfattelse af, hvordan skulptur og arkitektur skulle indordne sig i forhold til hinanden, men det kunne klares, og Vor Frue Kirke blev et enestående, homogent monument, der nemt kan karakteriseres som de to store klassicisters mest markante værk. 

Artiklen fortsætter under billedet...


Thorvaldsen har skabt en statue, der på en gang både behersker kirkerummet med stor autoritet og udstråler en alfaderlig tilstedeværelse for den, der nærmer sig, skriver Susanne Torgard, kirke- og kulturmedarbejder i Vor Frue Kirke

Opgaven blev løst. Kristus er placeret stående helt frontalt over alteret. Armene er rakt nedad, lidt ud til siden og lidt frem i en imødekommende bevægelse med åbne hænder. Håndfladerne er let mærkede af naglesårene fra korsfæstelsen, der har fundet sted kort forinden, og fortæller sammen med sidesåret klart, at dette er den opstandne Kristus; den Kristus, der bliver præsenteret og bragt i hukommelse hver gang præsten fra alteret hæver brødet og vinen og indbyder til nadver. ’Dette er mit legeme – dette er mit blod’. De åbne arme er en naturlig positur, som når man står i døren og modtager gæster, ventede som uventede, og det er også en positur, der har karakter af åbenbaring for den, der nærmer sig døren og bliver modtaget. Og Kristus står i en dør, en portal. Hele den arkitektoniske opbygning omkring alteret er som et lille tempel i kirkerummets store tempel. En opbygning med karme, søjler og kapitæler, med overligger, arkitrav og trekantgavl. Materialerne i det lille tempel er udsøgte, marmor og guld, og alle kirkens hovedlinjer samles her og lige der, midt i dette brændpunkt, står Kristus. 

LÆS OGSÅ: Man drages

Thorvaldsen har dog ikke blot ladet ham stå frontalt og ubevægelig, men med en svag forskydning træder statuen lidt tilbage på venstre, bageste fod, ind gennem dørens åbning, ind i den gyldne niche. Forskydningen bliver til en altbetydende gestus. På Thorvaldsens Museum kan man følge kunstnerens arbejde med at finde statuens form og i flere små forarbejder er vægten på forreste fod. Med den holdning ville sætningen på alterets plint ’kommer til mig’ blive en anelse krævende og kommanderende. Favnen lukkes omklamrende på en person/statue, der træder frem. Men nu træder statuen tilbage og giver derved uendelig plads. Uendelig plads ind i den niche, der kan være paradiset og evigheden. 

Thorvaldsen har skabt en statue, der på en gang både behersker kirkerummet med stor autoritet og udstråler en alfaderlig tilstedeværelse for den, der nærmer sig. En statue, der repræsenterer opstandelse og med den dødens overvindelse, for selvom vi ser naglesår og sidesår, er de kun ledetråde til forståelsen af, at korsfæstelsen har fundet sted. Der er ikke nogen statister i fortællingen om Kristus. Den rolle er tildelt dem, der nærmer sig og røres af statuens direkte henvendelse ’kommer til mig’. Når vi læser det øverste skriftsted – ’denne er min søn, den elskelige hører ham’, er vi med på bjerget, hvor Jesus trådte frem i forklarelsens blændende lys, der kastede Peter, Jakob og Johannes til jorden, og Guds røst lød fra himlen og erklærede for dem, at Jesus er Hans elskede søn. Når vi går op mod alteret, er vi i kvindernes sted. De kvinder, der på afstand fulgte Kristi gravlæggelse, og som de første mødte den opstandne Jesus i hans nye, herliggjorte skikkelse: Frelseren, der har overvundet døden. Når vi vender os fra alteret og ser ud over apostelstatuerne, er vi med, da Jesus efter opstandelsen trådte frem i disciplenes midte, viste dem sårene i sine hænder og sin side, blæste Helligånden ind i dem og forsikrede dem: ’Se jeg er med jer indtil verdens ende’. Når vi går ned gennem kirken bærer vi vidnesbyrdet om Jesu opstandelse videre ud i verden, også selvom vi som tvivleren Thomas måske lige må tilbage og have den en gang til.

Susanne Torgard er kirke- og kulturmedarbejder i Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke. Artiklen er bragt første gang i kirkemagasinet ’Domkirken’ (marts-maj 2020-udgaven)


Foto: Jakob Faurvig
Kategorier Gamle nyheder