Udgivet tir d. 28. jul 2020, kl. 15:26

Thorvaldsen skabte en skulptur, der på en gang favner alle, der kommer til kirken, og den enkelte, der knæler ved alteret

Af Susanne Torgard

… som sikkert vilde drage Fremmede til Kjøbenhavn, for at beskue en saadan Sjeldenhed.

Sådan var ordene om Thorvaldsens Kristusstatue i 1828, da kirkens bygningskommission ville udtrykke deres glæde og taknemlighed over det enestående værk, der var kommet med skib fra Livorno i Italien til Vor Frue Kirke i København. Og Kristusstatuen har sandelig draget fremmede til København.

Allerede inden statuen var rigtig på plads i kirken tiltrak den sig opmærksomhed, og der var statuer på vej til både Trondhjem og Krakow, før der stod en i marmor på alteret i København, og allerede fra 1821 blev statuen gengivet i tidens populære grafiske udgivelser med stik af verdenskunsten. Den tyske arkitekt Leo von Klenze brugte statuen på forsiden af sit programskrift Anweisung zur Architektur des christlichen Cultus fra 1822/24. På forsiden satte han også Michelanglos Kristus i S. Maria sopra Minerva i Rom og i den ledsagende tekst skrev Klenze, at det var de to vigtigste skildringer af den herliggjorte Kristus, skabt af de to største kunstnere i deres tid. Nogen reaktioner var dog kritiske. Goethe polemiserede i 1830 over hele udsmykningen og syntes bl.a. at Kristus burde være skildret som da han lige stod op af graven: Guddommelig og nøgen medens ligklæderne gled af ham. Goethe foreslår i det hele taget opstillingen fuldstændig anderledes, med vægt på både Det Gamle og Det Nye Testamente og vægt på lidenskab i den kristelige fortælling. Men han er dog enig med Thorvaldsen om at undlade langfredags og korsfæstelsens materscener for langt hellere at betone opstandelsens under og dødens overvindelse.

LÆS OGSÅ: En ny begyndelse

Fra midten af 1800-tallet skulle alle have en Kristus: I ler, gips og biscuit til stue og kirke, eller i zink og bronze til kirkegårdene. Men siden kom der røster, der talte om statuens fade fremstilling; om en stivnet, ligegyldig og sjælsforladt fremstilling, der ikke kunne bibringe læren om Kristus noget godt. I 1960’erne gik diskussionerne så langt, at kirkeminister Bodil Koch foreslog Broby Johansen, at de skulle ’gå ned i domkirken og smadre Thorvaldsens Kristus og anbringe Anton Laiers krucifiks over alteret.’ Anton Laier havde skabt et blodigt betonkrucifiks, der vakte røre i både kirke- og kunstverdenen.

Thorvaldsens skildring af Kristus er ikonisk. Den er billedet på og essensen af Kristus som den opstandne Frelser. Og folk valfarter til den. Valfart er ikke for stærkt et ord. Der er en stor trang til, en higen efter, et ønske om, at komme tæt på. Selvom vi med fornuften godt ved, at det er en figur af marmor; at det ikke ER Kristus; at den er skabt ved billedhuggerens kunstneriske evne; at den ikke har en iboende kraft, så strømmer Fremmede til Kjøbenhavn, for at stå i kirkens kor, tæt på statuen. Her kan de selv erfare, hvor uovertruffet Thorvaldsen har løst opgaven og skabt et værk, der ikke blot er en marmorblok, men et sindbillede på den altfavnende Frelser. 

For mange er det en enestående oplevelse af at se 'originalen'. En lille udgave af Kristusstatuen lå i mange kufferter, da danskere for 100 år siden udvandrede til USA og Argentina, så den blev spredt i hele verden og rigtig mange kender den fra deres familiers historie. Den fik sin plads i en 1:1 kopi i Baltimore, på John Hopkins Hospital allerede i 1869 og på kirkegården Forest Lawn in Glendale i Californien står der 3 kopier. Det er en skulpturs skæbne at blive kopieret og kopi er ikke et skældsord i denne sammenhæng, men det er klart at Kristusstatuen har et andet udtryk, når den står i Vor Frue Kirke, i den gyldne niche og i kirkerummet omgivet af statuerne af de tolv apostle, end når den opleves i en lidt gulnet gips på kaminhylden. Helt frem til 1938 kunne man erhverve en kopi i fuld størrelse fra Thorvaldsens Museums gipseri og nu seriefremstilles der 1:1 kopier i kinesiske marmorbrud og der støbes mindre udgaver i Grækenland og Kina. 

Et af de trossamfund, der dels er flittige besøgende i Vor Frue Kirke for at se statuen og dels er storforbrugere af kopierne er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, i daglig tale Mormonerne. Blandt de tusinde turister og besøgende, der kommer til Vor Frue Kirke skiller de sig tydeligt ud fra grupperne fra cruiseskibe og skoleklasser. De kommer i små grupper af unge missionærer for at præsentere statuen for andre, eller for selv af blive oplært. De kommer som familier, ofte i 3 generationer, hvor børnene skal møde historien om den opstandne Kristus, synliggjort og eksponeret i statuen på alteret. Fælles for dem alle er en oprigtig glæde ved, at se den ’originale’ statue og at de har tid nok. De er ikke 5-minutters turister, der skal hurtigt videre til næste seværdighed. Formålet med turen til Skandinavien, Danmark og København er bl.a. at komme til Vor Frue Kirke. 

LÆS OGSÅ: Opstandelse

Den lille udgave af statuen lå i mange kufferter hos de danskere, der udvandrede til bl.a. mormonernes center i Utah i begyndelsen af 1900-tallet og da kirkesamfundets præsident, Stephen Richards så sig om efter et signifikant tegn på hvad der er kirkens fundament, fandt han det hele samlet i Thorvaldsens Kristusstatue. Et besøg i Vor Frue kirke i 1950 overbeviste ham og der blev bestilt en kopi i marmorbruddene i Italien, i Piatrasanta, hvor Thorvaldsens egne værker også blev omsat i marmor i 1800-tallet. I 1962 kom den første statue på plads i besøgscenteret ved mormontemplet Temple Square, Salt Lake City og ved alle templer opstilles der nu en Kristusstatue. Der er en pointe i, at statuerne altid bliver placeret på lave piedestaler, uden skærmende rækværk, uden afstand til beskueren. Thorvaldsens Kristus er blevet et centralt omdrejningspunkt for mormonernes Kristusopfattelse.

Valfarten til Vor Frue Kirke tangerer ikke afgudsdyrkelse. Statuen af Kristus indbyder ikke til, at der hænges votivgaver og offergaver på alteret, for Thorvaldsen har i det hvide marmor hugget beviset på at døden er overvundet, beviset på at Jesus døde for vore synders skyld OG at han er opstået igen. Thorvaldsen har skabt en skulptur, der på en gang favner alle, der kommer til kirken, og favner den enkelte, der knæler ved alteret. Statuens kropssprog er forståelig, åben, opmærksom, favnende og dens udtryk taler umiddelbart til alle der nærmer sig. 

Det er vel nok en valfart værd.

Susanne Torgard er kirke- og kulturmedarbejder i Vor Frue Kirke – Københavns Domkirke. Artiklen er bragt første gang i kirkemagasinet ’Domkirken’ (juni-august 2020-udgaven).


Kategorier Gamle nyheder