Udgivet ons d. 1. apr 2020, kl. 10:00

Opdateret 1. april 2020

Normalt har vi mange grupper af unge mennesker, skoleelever, konfirmandhold, foreninger mm, som kommer på besøg og får en rundvisning i Vor Frue Kirke. 
Det er dejligt, at der er stor interesse for at komme bag kulisserne i kirken: Op i tårnet, rundt om klokkerne, hen til det kongelige toilet og ned til ruinen fra 1316. Men lige nu kan det jo desværre ikke lade sig gøre. 
Derfor vil vi over de næste par uger lægge fortællinger om små og store begivenheder fra kirkens historie op på denne blog, som vil blive opdateret løbende. 
Nedenfor kan du læse om: 

Klokkerne i Vor Frue Kirke
Om klokkerne i kirken og hvorfor der ringes kl. 17 i disse tider

Maria Bebudelse - Vor Frue Kirkes fødselsdag
Om Vor Frue Kirkes oprindelige navn og Jomfru Maria i kirken

Stolerækkerne i Vor Frue kirke 
En historie om turister, nøgler, tumult og offentlig ydmygelse

Thorvaldsens bisættelse fra Vor Frue Kirke
I år 2020 fejrer vi 250 året for Thorvaldsens fødsel, men i sidste uge af marts, er det 176 år siden han døde og blev bisat fra Vor Frue Kirke

- Susanne Torgard, kirke- og kulturmedarbejder i Vor Frue Kirke


Klokkerne i Vor Frue Kirke

Om klokkerne i kirken og hvorfor der ringes kl. 17 i disse tider

Af Susanne Torgard

Kirkerne over hele landet er i denne uge blevet bedt om at sætte deres aftenringning til kl. 17. Ringning kan ellers variere lidt fra sogn til sogn, fra årstid til årstid og det kan variere i forhold til aftengudstjenester og andagter. Da vi i disse dage ikke skal kaldes sammen til gudstjenester, så prøver man på denne måde at lade klokkerne kalde til andagt for den enkelte, til bøn, til pause, til eftertanke, til fællesskab på afstand. 

Kirkernes klokker har altid været brugt som kommunikation, et signal, der markerer, at nu er der gudstjeneste, højtid og fest – eller begravelse. Kirkeklokkens ringning er så markant et lydbillede i by og på land, at man ikke bare må ringe for verdslige formål, med mindre der er tale om varslinger. Gennem århundrede var kirkeklokkerne nemlig en grundlæggende del af varslingerne om naturkatastrofer, krig eller ulykker, og indtil for få år siden, var der varslingspligt i forhold til radioaktivt nedfald. 

Hvert sogn kan indrette sin klokkeringning, som det passer bedst, men nu er der altså denne opfordring til at markere et fællesskab ved at ringe kl. 17. I Vor Frue kirke vil der blive ringet på ’ni-klokken’, og den har fuldautomatisk ringning.

---

Vor Frue kirke har fire klokker, de to største blev støbt til den nye kirke i 1828, og de to mindste er ældre klokker, der blev foræret til den nyopførte kirke.

Den ældste er fra 1490. Den hang oprindeligt i Antvorskov Klosterkirke ved Slagelse. Efter reformationen blev klosteret nedlagt og kirkefløjen blev revet ned i 1744. Da konferensråd Constantin Bruun i 1806 solgte ejendommen, tog han klokken med til København og forærede den efter bombardementet i 1807 til Vor Frue kirke. Den bliver kaldt Ni-klokken. Indskriften lyder: Anno dni mcdxc Veni sancte spiritus hielp maria oc sancte klemet hielp sancte anna – i oversættelse: I Herrens år 1490. Kom Hellig ånd. Hjælp Maria og Sct. Clemens. Hjælp Sct. Anna. Desuden er der aftryk af et rundt ornament og klokkestøber Oluf Kegges segl. Den er 103 cm i diameter og dens slagtone er g – og den ringes nu automatisk.


Video: Ringning med klokkerne i Vor Frue Kirke i forbindelse med prins Henriks bisættelse i 2018.

Den næstældste er fra 1699. Hvor den egentlig er støbt til vides ikke, og det vides heller ikke, hvem der forærede den til kirken efter 1807. Mellem bladranker står der: Gloria in excelsis Deo. Friderich Holtzmann Hafniæ me fecit Anno 1699 – i oversættelse: Ære være Gud i det høje. Frederik Holtzmann i København gjorde mig i året 1699. På klokkelegemet er indsat kong Christian den 5. brystbillede og monogram. Friderich Holtzmann støbte klokker og kanoner på Gjethuset i København. Gjethuset lå på Kongens Nytorv, der i 1600-tallet nærmest var ude på landet. Han var en særdeles produktiv støbemester og man kender hans navn fra over 60 klokker, men det er ikke sikkert, hvor Vor Frue kirkes fine klokke har hængt tidligere. Den kaldes Middagsklokken, den er 123 cm i diameter og har slagtonen e – og den ringes nu automatisk.

Søndagsklokken blev støbt af Søren Hornhaver i 1828. I 1875 revnede den oppe ved kneblen og måtte støbes om. Denne gang af Anker Heegaards Etablissement i Frederiksværk. Den bærer en latinsk Indskrift, som ofte blev brugt på middelalderlige klokker: Laudo deum, plebem voco congrego clerum - i oversættelse: Jeg priser Gud, kalder folket, samler præsteskabet. Den måler 160 cm i diameter og har slagtonen h. Når der kimes før store højtider og helt særlige gudstjenester, så sker det på denne klokke. Der er ikke automatik på søndagsklokken, så den skal betjenes af en klokker.

Den største af klokkerne, der også er den største i Danmark, kaldes Stormklokken, er støbt til kirken i 1828 og som indskriften siger, så er den støbt af Søren Hansen Hornhaver paa Frederiksværk 1828. Initialerne F og W D 1 Nbr, er en henvisning til kronprins Frederik – den senere kong Frederik den 7. og hans dronning Wilhelmines bryllup den 1. november 1828. Den måler 194 cm i diameter, vejer 4025 kg. Den har slagtonen gis.

Klokken var Søren Hansen Hornhavers ’livsværk’. Slægten havde siden 1756 haft Gjethuset i Frederiksværk, hvor der støbtes både kanoner og klokker. Klokken til Vor Frue er den største i Danmark, og det har været noget af en kraftpræstation at støbe den. Den er støbt af blandt andet resterne fra de klokker, der gik til i 1807 og en gammel døbefont. Den sidste ville vi gerne have kendt, måske var det den renæssance bronzefont på fire fødder, som man ved kirken fik i 1621.

For at få klokken fra Frederiksværk til København havde oberst E. P. Tscherning konstrueret en speciel blokvogn, med drejelige skagler. Blokvognen blev vist og publiceret i G.F. Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere 1829.

Paa denne Vogn blev i Begyndelsen af December (1828) da Vejene vare meget fordærvede af idelig Regn, Dagene meget korte, og Vejret ufordeelagtigt, den store Klokke til Frue Kirke, som er 3 Alen 3 Tommer i Diameter, 2 Alen 18 Tommer høi og vejer 8050 Pd., tilligemed den største Deel af Beslaget til dens Axel, i alt 2000 Pd., altsaa tilsammen 10050 Pd., ved 6 par Vognmandsheste, i 12 timer af 2 paa hinanden følgende Dage, med Tid til at smøre og fodre, bragt 7½ Mil til Kjøbenhavn, uden ringeste Uheld, og uden at angribe Hestene, som kunde udholde en saadan Transport Uger i Rad. 

Paa Steenbroen vare 2 Par Heste mageligt i Stand til at bevæge Læsset, og et Par kunde endog bringe det i Bevægelse og trække det et kort Stykke.


Illustration af blokvogn

Klokken var vitterligt tung og ophænget var af en sådan karakter, at der skulle 8 mand til at ringe med den og rystelserne i tårnet var så stærke, at en del af tårnets gesims faldt ned og man ophørte med at ringe med klokken. I 1904 blev ophænget ændret, så klokken nu kunne betjenes af to mand – og man begyndte at ringe med den igen.

Selvom der i 1924 blev indført delvis automatisk ringning, var der i mange år tradition for et ringerlaug, der blev valgt blandt alumner fra Elers kollegium. I 1977 blev alt fornyet, med automatisk ringning på Ni-klokken og Middags-klokken og automatisk hammer for bedeslag på den store Stormklokke. Indtil begyndelsen af 2000 blev bedeslagene ved højmesser dog ofte slået af kirkens klokker. Nu håndkimes og håndringes der kun til store højtider og helt specielle kirkelige handlinger, og så er fire mand på plads ved tovene. Også de tolv slag nytårsaften slås med hånd – og høreværn.


Maria bebudelse – Vor Frue Kirkes fødselsdag

Om Vor Frue Kirkes oprindelige navn og Jomfru Maria i kirken

Af Susanne Torgard

Vor Frue kirke kunne ligeså godt have sit oprindelige navn: Maria kirken. Da biskop Absalon i 1185 kvitterede for gaver og tiende, nævner han, at det var til opførelse og udsmykning af Maria Kirken i København. Men vi kalder den nu Vor Frue Kirke. 

Der er kun sparsomt med bevarede arkivalier fra de tidligste år, men vi vover at fastholde tanken om at Absalons efterfølger, biskop Peder Sunesøn, indviede kirken på Maria Bebudelsesdag omkring år 1200. Vi fejrer i alle tilfælde stadig kirkens fødselsdag på den søndag i marts, der kaldes Maria Bebudelses dag. Dagen flytter sig lidt og indretter sig efter påsken (og ikke som man skulle tro, efter en 9 måneders termin i forhold til Jesu fødsel den 25. december) og i år er det den 29. marts.

Vor Frue kirke har været brændt mange gange, og de mange nye kirkebygninger er blevet indviet på forskellige tider af året. Den bygning vi kender i dag blev f.eks. indviet pinsedag 1829. Men vi fastholder stadig Maria Bebudelse som kirkens fødselsdag. Det er egentligt lidt pudsigt, for Jomfru Maria forsvandt helt ud af kirkens officielle liv efter reformationen. Ligeså vigtig Jesu moder havde været i den katolske tid, ligeså lidt betydning fik hun i den protestantiske kirke. Rigtig mange turister tror derfor, at Vor Frue kirke er en katolsk domkirke med det navn, og rigtig mange undrer sig over, at der ikke findes et eneste billede af Maria i Vor Frue kirke.

Og dog – et lille billede er der da. På alterets forside, antependiet, er der et fint guldbroderi, der viser netop Bebudelsen. Maria er broderet til højre, englen Gabriel er broderet til venstre, og det hele er indrammet af en stor mandelform. De holder hver et bånd: Gabriels har indskriften ”AVE MARIA GRA PLA”, en forkortelse for det, der på dansk oversættes til ’Vær hilset Maria, fuld af nåde’, og Maria svarer ”ECCE ANCILLA DNI”, en forkortelse for ’Se, jeg er Herrens tjenerinde’. Det er de helt centrale ord, der gennem middelalderen lyder i bønnen Ave Maria, og de er et ekstrakt af bebudelsens ord, som Lukas evangeliet beskriver dem i kapitel 1 vers 26-38:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria.  Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ’Herren er med dig, du benådede!’  Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: ’Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.’  Maria sagde til englen: ’Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.’ Englen svarede hende: ’Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.  Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.’  Da sagde Maria: ’Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!’ Så forlod englen hende.

Elisabeth, som kapitlet begynder med, blev mor til Johannes Døberen. Det var også englen Gabriel, der havde bebudet hende, hendes mirakuløse graviditet.

Det fine guldbroderi er skabt af Inge Nielsen og Lizzi Damgaard fra Selskabet for Kirkelig kunst, og det blev taget i brug på Mariæ Bebudelsesdag i 1999.

Motivet er kopieret efter kirkens segl, og det forklarer teksten, der står i den mandelformede indramning, en mandorla: ”SIGILLVM:CAPITVLVM:SANCTE:MARIE:DE:COPMANNEHAFN”. 

Det ældste segl, der er bevaret for Vor Frue kirke, sidder på et brev fra 23. november 1417, men seglets form tyder på at det oprindeligt går tilbage til 1300-tallet.  

To senere segl er bevaret på breve fra 6. december 1434 og 23. juni 1497. Det er tydeligt, at der har været skåret nye seglstamper, for de tre segl er ikke helt ens. Seglet bruges stadig flittigt i kirken, på glasdørene, på brevpapir, salmeblade og tryksager – og som altid bliver det moderniseret og rentegnet fra tid til anden, for hver generation har sin stil, men motivet er det samme: Marias Bebudelse. 

Normalt ville vi invitere til fødselsdagsfest, servere kaffe og lagkage, sidde sammen, synge sammen og drøfte kirkens ve og vel. I år må vi nøjes med, hver for sig, at glæde os over, at en ung kvinde for 2000 år siden, var beredt på det pludselige og uforståelige, der hændte hende, og som ændrede verden: Bebudelsen om Jesu fødsel.


Stolerækkerne i Vor Frue kirke 

En historie om turister, nøgler, tumult og offentlig ydmygelse

Af Susanne Torgard

Et af de mest stillede spørgsmål fra kirkens turister til de kirkeværter, der står til rådighed i kirken (netop for at svare på den slags) er:

Hvorfor er der dobbelte sæder i de øverste stolerækker? 

Alle kan se at pladsen er trang, så det kan ikke være for at menigheden kan sidde på begge sider. Nej, meningen er, at når præsten står ved alteret, så kan man have front den vej, og når præsten går på prædikestolen, så kan man benytte det andet sæde, og stadig have front mod præsten. 

Som den danske reformator Peder Palladius skrev i sine vejledninger i 1540’erne til alle kirke og menigheder: Så skulle man vende front mod prædikestolen og ikke sidde skændigt og vende røven til præsten. Og det kan man nu på bedste vis gøre i Frue kirke, ved at vende sig i stolerækkerne.

---

Stolerækkerne i Vor Frue kirke blev leveret i 1828 af P. Kretz. Det er i hovedtrækkene i de samme stole, at menigheden i dag tager plads. Dog med en vigtig forskel: Nu kan man oftest sætte sig, hvor man vil!

Oprindeligt var hver række – kaldet stolene - lukket med låger ud mod gangene. Man kunne købe sig en nummeret plads, men det skulle godkendes af kirkens præster og kirkeværger, der i sidste ende kunne tage de endelige beslutninger om hvem, der måtte sidde hvor. 

Der var selvfølgelig prestige i at have de bedste pladser, midt i kirken under prædikestolen, og fordelingen afstedkom til tider stridigheder. Enkelte havde nøgle selv, men ellers var det 1. graverens, stolekonens eller kirkebuddets opgave at åbne og lukke for stolene. I sin stol kunne man have puder og tæpper liggende, så man kunne gøre sig det behageligt på trods af umage sæder og træk fra døre og vinduer. 

I december 1843 bad provsterne Tryde og Rothe dog så mindeligt om, om der kunne bevilges ekstra tæpper til stolene på gulvet. Frygten for forkølelse afholdt adskillige fra kirkegang om vinteren, og denne frygt kunne afhjælpes med tæpper.

Ved store kirkelige handlinger, som konfirmation og lignende, blev dørene hægtet af og de private tæpper taget bort – og man måtte finde sig i, at stolene blev benyttet af alle slags folk. At det ikke altid gik som ventet vidner et brev fra H.C. Andersen til August Bournonville om. 

H.C. Andersen var til Søren Kierkegaards begravelse den 18. november 1855, og da var stolene ikke blevet låst op, og der var en voldsom tumult: 

Søren Kirkegaard blev i Søndags begravet fra Frue Kirke, der var fra Vedkommendes Side gjort meget lidt! gjett, Kirkestolene stode lukkede og Trængselen i Gangene var saaledes særdeles stor. Madammer med røde og blaa Hatte løb ud og ind - item Hunde med Mundkurv

Kierkegaards nevø Troels Frederik Lund havde fået plads på pulpituret og kunne se udover kirken skib, hvor den tæt sammenstuvede Menneskemasse bølgede som et oprørt Hav

Fra 1. april 1886 kostede de bedste pladser 8 kr. på årsbasis. Det var stole på gulvet i nærheden af prædikestolen, alle sidelogerne på gulvet og hele mellemste pulpitur overfor prædikestolen. For 6 kr. kunne man få plads i koret og i sideloger og mellemste pulpitur på samme side som prædikestolen. For 4 kr. måtte man tage til takke med de bagerste siddepladser i logerne. På de opbyggede bænkerækker på 2. pulpitur kunne man tilsyneladende sidde uden betaling. 

Der blev holdt regnskab i ’stolebøger’ og man fik et ’stolebrev’ som bevis for sin ret til en plads.

I 1894 blev det indført at alle ubenyttede stole blev åbnet under gudstjenestens 2. salme, og derefter kunne bruges af andre fra menigheden. Først i 1919 bortfaldt retten til at købe sig til sin egen faste stol.  

---

I 1891 udspillede der sig den værst tænkelige situation ud for stolerække nr. 10: 

Enkefrue E. Boysen og hendes datter havde i april fået skriftlig bekræftelse fra kirkeværge Kayser på to pladser i stol nr. 10, og de benytter sig uden problemer af det to gange. Men tredje gang havde 1. graver Fink givet de gode pladser til tre døve damer – efter aftale med provst Paulli, sagde han. Enkefru Boysen blev pikeret, de døve damer blev det også, for det er ikke rart, at blive peget ud.  

Kirkeværge Kayser prøvede at afbøde ved at tilbyde enkefruen Dr. Ørsteds plads denne ene gang. Men konflikten eskalerede henover sommeren: Enkefru Boisen opsøgte Fink i håbet om en undskyldning, Fink synes alle skældte ud på ham, pladserne var optagne, stoledørene låst - og til sidst skandalen: 

Den 19. juli kom enkefru Boysen til sin plads i stol nr 10, men nu var låsen skiftet! Hun bad Fink om at lukke sig ind i en anden stol, hvilket Fink nægtede – og efter enkefruens erindring bad han hende forlade kirken. Enkefru Boysen ser konspirationer, Paulli er bortrejst, 1. graver Fink handlede bare efter ordre, Kayser er fraværende. Hvem der har ret ved vi ikke, men det blev skandale set med enkefruens øjne:

Denne forfærdelige Scene foregik saaledes foran det Alter hvor jeg har staaet Brud, hvor min Datter er døbt og omtrent paa samme Sted, hvor min Broder, min Datter og jeg selv ere konfirmerede. Vi vare næsten bedøvede og Folk talte højt og tydeligt derom. Jeg vilde have forladt Kirken, men manglede Kraft dertil. Man betragtede os med en pinlig opmærksomhed, hviskede sammen og kjendelig som vi ere ved vor dybe Sørgedragt, saa man fra os til den tomme Kirkestol indtil den senere fyldtes af fremmede Folk.

Enkefruen anmodede i august … den ærede Kirkeinspektion om, at der gives mig den eneste Æresoprejsning, der er mulig. At min Nøgle forandres saa jeg atter kan lukke mig ind i Stol No. 10 hvoraf jeg er udvist paa en saa underfundig Maade, idet mindste til jeg faaer to gode Pladser i en Stol paa Gulvet… selvom det kun er en lille erstatning for den sorg og det tab af helbred hun har lidt.

1. graver Fink bedyrede sin uskyld og bad om at ... maatte gaa fri for videre Tiltale ... Han har ændret låsene på Kaysers foranledning og denne forholder sig tyst.

Hvordan det hele ender vides ikke – eller også gemmer arkivalierne på andre breve og referater, som bare ikke er fundet endnu.


Om Thorvaldsens bisættelse fra Vor Frue Kirke

I år 2020 fejrer vi 250 året for Thorvaldsens fødsel, men i denne sidste uge af marts, er det 176 år siden han døde og blev bisat fra Vor Frue Kirke.

Af Susanne Torgard

Den 24. marts 1844 – en søndag – arbejdede Thorvaldsen lidt på en statue af Martin Luther. Den skulle stå i Frue kirke, men den blev aldrig færdig. Thorvaldsen var træt, men kørte alligevel til middag hos baronesse Stampe og senere om aftenen indtog han sin plads i Det kongelig Teater. Kort efter, under ouverturen, faldt Thorvaldsen sammen, og selvom han hurtigt blev båret ud og over til sin bolig på Charlottenborg, var der ingen hjælp at hente. Thorvaldsen var død.

Thorvaldsens kiste blev bragt op i Akademiets festsal dagen inden bisættelsen fra Vor Frue kirke. Her stod den midt i Akademiets samling af hans egne skulpturer og omgivet af unge kunstnere, der holdt æresvagt. 

Om formiddagen den 30. marts bevægede ligtoget sig gennem København, fra Kongens Nytorv over Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet og Nytorv til Nørregade. I gaderne var der strøet gran, og langs ruten stod studenterne og håndværkerlaugene med faner og sørgebannere, og københavnere fulgte med fra gader, huse og endog fra tagene – nogen siger at 6.000 deltog, andre vil gerne tale om 10.000. 


Lyt til Hartmanns Sørgemarch ved Bertel Thorvaldsens begravelse (30. marts 1844) (Organist: Hanne Kuhlmann. Recording Engineer & Producer: Jesper Jørgensen, Helikon Record)

Byens kirkeklokker ringede, basuner klang fra tårnene og i alt 40 kunstnere skiftedes til at bære kisten hele vejen. Ligfærden var af et format, som ellers aldrig set, og som vel kun ville være kongelige forundt. I kirkedøren blev optoget modtaget af kong Christian den 8. og kisten blev båret ind til Hartmanns nykomponerede sørgemarch.

Kl. 2 1/2 ankom Toget til Frue Kirke, udenfor hvilken Studenterne dannede Espalier. Kirken var oplyst med Lysekroner og Candelabrer og behængt med sort Klæde, fra hvilken Baggrund de hvide Statuer udtraadte med en imposant Klarhed; og denne høitidelige alvorsfulde Decoration i Forening med den gribende Sørgemarsch, hvormed Hartmanns Orgel, understøttet af Basuner, modtog Processionen, gjorde et Indtryk i saa stor Stil, at Ingen af de Tilstedeværende nogensinde vil glemme det. Ved Kirkens Indgang sluttede Hs. Majestæt sig til Toget og indtog derpaa sin Plads i Menighedens Midte ved Siden af Dronningen, Kronprindsessen og flere andre Damer, henhørende til Kongehuset og Hoffet. Kisten sattes ned ved Foden af Choret, og det varede kun kort Tid, inden den store Kirke var fuld; naturligvis var den langtfra at kunne rumme det hele Følge, navnlig ikke Haandværkscorporationerne og en Deel af Studenterne.

Da Hartmanns herlige Sørgemarsch forstummede, udførtes af det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder til Musik af Capelmester Gläser en Cantate af Oehlenschlæger.

De store lyskranse af messing var tændt med 40 kerter i hver, faklerne var tændt, vinduerne blændede og fra pulpiturerne hængte brede baner af sort stof ned bag Thorvaldsens apostle.

Højtideligheden blev indledt med en kantate af Oehlenschläger, med musik af kgl. kapelmester F. J. Gläser og sunget af sangere fra Det kgl Teater. Stiftsprovst C. E. Tryde holdt begravelsestalen, og efter jordpåkastelsen sang Studentersangforeningen H. C. Andersens digt, igen med musik af J.P.E. Hartmann: 

Træd hen til Kisten her!
Kom, fattig Mand!
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted over Danmarks Rige!

Et digt hvor H.C. Andersen husker sig selv og alle andre på, at selvom man kommer fra fattige kår, så kan man godt bliver verdens mand.


Joel Ballins Mindeblad i anledning af Thorvaldsens begravelse, giver den bedste beskrivelse af de bevægede dage i marts 1844. På det øverste, fra Akademiets festsal, er det værd at bemærke, at bagest står de romerske kopier af fakler, som inspirerede Hetsch til faklerne i Vor Frue kirke. På det nederste billede fra Vor Frue kirke, har Ballin sat Thorvaldsens skulpturer af Martin Luther og Philip Melanchton ind i kirken, men desværre blev de aldrig færdige og opstillet som planlagt.

Vor Frue kirke blev holdt åben resten af dagen, så alle kunne komme og sige farvel. Derefter blev kisten ”sat i sakristiet og derefter flyttet til et kammer”, for den kunne ikke flyttes til sin endelige plads i gården i Thorvaldsens Museum, der endnu ikke var færdigt.

Alt det ovenstående er nøje beskrevet af samtiden og gengivet i en avisreportager og erindringer. Men den sidste linje om sakristiet og kammeret i Vor Frue Kirke er lidt en opklaringsopgave. I J. Brandts beskrivelse af bisættelsen, hvor det ovennævnte citat er hentet fra, står der at kisten blev båret om bag alteret og det siden var meningen den skulle til Holmens kapel. I 1844 var er et lille sakristi bygget op omme bag ved alteret, så det er rimeligt at forestille sig, at kisten blev båret derom efter højtideligheden, men den kom aldrig til Holmens kapel. I stedet blev kisten placeret i et ’kammer’ i kirken. Men kisten kom til at stå i kirken indtil de6. september 1848, hvor den kl. 5 om morgenen blev ført til museet og sat ned i graven, kun overværet af ganske få mennesker.

Det er svært at forestille sig, at den berømte mands kiste har stået 4½ år i et ’kammer’ i kirken. Fra senere regnskaber, i forbindelse med at fire kister fra brygger Jacobsens familie stod i kirken, kender man til udgifter til vedligehold, kalkning af ’kapellet’, sort sørgeflor og til maling af katafalken, som kisterne stod på. Men stadig uden angivelse af hvor ’kapellet’ var. 

I regnskaberne fra 1894 omtales både et 'Stenkapel', der er bedst udstyret, og 'Thorvaldsens kapel' der blev betrukket med sort lærred, så det kunne bliver ligeså præsentabelt som 'Stenkapellet'. Begge blev de dog skæmmet af redskaber, ligskamler og plakater.

I 1927 blev et lille kisterum i hjørnet ved Frue Plads istandsat med maling og belysning. Thorvaldsens relief af 'Natten' blev muret ind i væggen og 2 malede kandelabre stillet op. 

Ved at stykke forskellige beskrivelser og håndværkerregninger sammen, kan det sluttes nogenlunde sikkert, at det ene af de to kapeller, enten stenkapellet eller Thorvaldsenskapel, var indrettet til venstre i forhallen, i  Frue Plads siden. Efter kirkens restaurering i 1977-79 blev det indrettet til rengøringsrum og til kontor med bl.a. mikserpult til brug for Danmarks Radios transmission af morgenandagten.

For den der har lyst at læse mere, så er Thorvaldsens Museum brevarkiv en guldgrube at dykke ned i - klik her



Kategorier Aktuelt